LEXUS KÅRES IGEN SOM DET MEST PÅLIDELIGE BILMÆRKE

I den årlige forbrugerundersøgelse udført af det britiske bilmedie What Car? deltog næsten 22.000 bilejere i år. Lexus udmærkede sig ved at opnå en imponerende score på 98,3 procent, hvilket nu har sikret brandet den prestigefyldte titel endnu engang.

Urokkelig position

Lexus har endnu engang demonstreret, at ingen bilmærker kan måle sig med det japanske livsstilsbrand, når det handler om pålidelighed. Det viser en helt ny forbrugerundersøgelse foretaget af det anerkendte britiske bilmedie, What Car?

Tidligere i år kunne Lexus bryste sig med titlen som det mest pålidelige bilmærke på markedet ifølge 2023 U.S. Vehicle Dependability Study, der er en pålidelighedsundersøgelse foretaget af det amerikanske analysebureau, J.D. Power.

Briterne slutter sig nu til amerikanerne i anerkendelsen af Lexus som det foretrukne bilmærke, når det kommer til pålidelighed.

What Car? udførte sin omfattende forbrugerundersøgelse med deltagelse af knap 22.000 britiske bilejere. Undersøgelsen vurderede 32 bilmærker og 178 bilmodeller, der var op til fem år gamle. Her blev Lexus altså hædret for sin enestående pålidelighed og holdbarhed.

Undersøgelsen vurderede antallet af oplevede problemer, hvor lang tid det tog at rette disse problemer samt omkostningerne ved reparationer. Her opnåede Lexus en samlet score på imponerende 98,3 procent.

"Hvis man prioriterer pålidelighed, er en Lexus-model det bedste valg. Ikke kun går deres modeller sjældent i stykker, men når det sker, løser deres forhandlere alle problemer hurtigt og uden omkostninger for ejerne. Det er det mærke, der fører feltet klart inden for pålidelighed", siger Claire Evans, forbrugerredaktør hos What Car?

Førende i flere kategorier

Lexus udmærkede sig i flere af undersøgelsens kategorier, især inden for familie-SUV-klassen, hvor det japanske livsstilsbrand tog sig af podiets tre øverste pladser. Den første generation af Lexus NX snuppede førstepladsen med hele 99,8 procent. Den nye Lexus NX (Opens in new window) tog sig af andenpladsen med 99,4 procent mens Lexus UX indtog tredjepladsen med 99,3 procent.

Lexus RX kom ind på andenpladsen i kategorien for store SUV'er med 98,6 procent. Alle disse modeller er hybridbiler, der samtidig var den teknologi, som i undersøgelsen blev kåret til at være den mest pålidelige og enkle teknologi at reparere, hvis en fejl opstår.

Kåringen af Lexus som markedets mest pålidelige bilmærke understreger dedikationen til at levere pålidelige og kvalitetsbevidste biler. Denne syvende sejr i What Car? pålidelighedsundersøgelsen er endnu et klart bevis på Lexus' engagement i at forblive nummer et inden for kvalitet, holdbarhed og ikke mindst pålidelighed.